Hvad betyder pøbel?

Ordet pøbel bruges normalt til at beskrive en person, der opfører sig uhøfligt, voldeligt eller provokerende. Det kan også referere til en gruppe mennesker, der opfører sig på en aggressiv eller uprofessionel måde. Ordet kan være negativt ladet og bruges ofte til at beskrive folk, der bryder regler og normer for acceptabel adfærd.

Sætninger med pøblen

• Pøbelens larmende råb kunne høres langt væk.
• Byens borgmester beordrede vagterne til at bortvise pøbelen fra torvet.
• Den unge pøbel troppede op med hævet næve og råbte slagord.
• Pøbelens hærgen efterlod byen i kaos og ødelæggelse.
• Den gamle købmand lukkede sin butik og satte sig for at advare mod pøblen.
• Pøbelens angreb på slottet blev mødt med skarpe sværd fra kongens mænd.
• Flere og flere pøbelgrupper begyndte at danne sig og true ro og orden.
• Pøbelens leder forsøgte at rekruttere nye medlemmer med løfter om magt og rigdom.
• Ryd op efter jer, råbte byens borgmester til pøblen, der havde efterladt affald overalt.
• Pøbelens skrig blev overdøvet af byens kirkeklokker, der ringede til bøn for fred og fordragelighed.
• Nogle unge drenge havde sammensvoret sig til at være pøbel og skræmme de ældre borgere.
• Pøbelens hærgen tvang borgmesteren til at sætte en dusør på deres hoveder.
• Stadig flere utilfredse borgere sluttede sig til pøblen i protest mod de magthavere.
• Den berygtede pøbelhøvding blev endelig fanget og bragt til retfærdighed for sine forbrydelser.
• Pøbelens oprør mod kongens love og skatter blev knust af en velorganiseret hær.

Ord med samme betydning

• Vandaler
• Rodløse
• Urostiftere
• Rabaldermakere
• Kranglesøgende

Ord med omvendt betydning

• Rodemester
• Urokråke
• Udskud
• Asocial
• Ravneklo
• Vandal
• Lommetyv
• Rabaldermaker

“`

Oprindelse

Ordet pøbel stammer fra gammelnorsk pufull som betyr den som ligger på lur. På dansk ble det til pøbel og betyr en aggressiv eller bråkete person uten respekt for samfunnets regler og normer.